Den dybe tallerken

Udgivet den 12/03 - 2013

…… er opfundet!

Mange webdesignere (mig selv inklusiv) har en slags indrer lyst til altid at skulle genopfinde den dybe tallerken. Som udgangspunkt er det måske ikke et problem. Det er måske blot ganske almindeligt og måske et menneskeligt aspekt – dyb trang, om man vil. Eller måske blot et spørgsmål om et ego?

Alligevel kan det tit undrer mig, hvorfor man vægter “smarte” løsninger så højt. Nogle gange er tingene bare bedst, hvis de bliver holdt helt jordnære. En søgefunktion, en navigation, en produktvisning, produktliste eller noget helt femte, behøver ikke at skulle være nyskabende eller anderledes for at fungere.

Det er nemt at skabe et pixelperfekt design i Photoshop. Det er nemt at få en løsning til at se ud som om, at den er perfekt. Men er den fleksibel? Fungerer den overhovedet i praksis? Passer den blot bedst til dit (mit) ego? Min egen trang til at skabe noget nyt?

Jeg finder det vigigt at lægge sit eget ego til side, når man skal udføre webdesign. Det er ikke vigtigt, hvad jeg som person synes er fedt – det handler ikke om mit ego – eller kundens. Det handler ikke om at imponere dine design-venner eller at vinde en award. Det vrimler med design-awards derude, men personligt kan jeg ikke se deres værdi. Hvorfor hylde et design for dets æstetik, hvis ikke det har hjulpet kundens forretning (f.eks. øget konverteringen i en webshop)? Design er ikke blot en flot indpakning. I hvertfald ikke, hvis du spørger mig.

For mig er webdesign et spørgsmål om oplevelser. Et spørgsmål om mange små tråde der i fællesskab danner en god løsning, indpakningen er  blot en tråd blandt mange, mens mekanikken er en anden (eksempelvis html, css eller javascript). Et stort virvar af mange tråde, der ikke må filtre. Det kræver konstant overvågning, en konstant indsats for at undgår, at trådene filtre – sågar knækker. Den underliggende konstruktion er ligeså vigtig. Se blot hvordan det gik Titanic (yup, tragisk).

Det handler ikke om dig eller mig.

Alligevel handler det også om at vide, hvornår en tråd gerne må knække. Hvornår en grænse må overskrides. Hvornår tråde er blevet for gamle og nye skal til.

Det er en balancegang (Der findes ingen “rigtige” eller perfekte løsninger).

Et samarbejde.

Et paradoks?