Nye webshops rykker sjældent ved grænserne for en øget brugeroplevelse
Der dukker jævnligt nye webshops op herhjemme, men de rykker – uheldigvis – sjældent ved grænserne.
Grænserne for brugervenlighed, webdesign, opsætning, muligheder, features og mere i samme boldgade.
Jeg undres på det kraftigeste, men gør du?
Indholdsfortegnelse
- Årsager til status quo
- Hvordan øges brugeroplevelsen?
- Hvem formår at flytte grænserne?
- Konklusion
- Del din mening
Årsager til status quo
Der kan ganske vidst være rigtig mange årsager til, at de fleste webshops ligner kopier af hinanden med samme manglende evne til at benytte nutidens mange muligheder. Muligheder der kan øge de besøgendes (kundernes) oplevelse til det bedre.
Du ved, gode oplevelselser yngler, så at sige.
Årsagerne kan være:
- Skabeloner
- Platformen
- Prisen
- Kunden
- Bureauet
- For mange kokke
- For lidt fokus på brugerne (kunderne)
Det var blot nogle af mange mulige årsager, hvormed den kære læser gerne må supplere med flere?
Hvordan øges brugeroplevelsen?
Det kan være et svært spørgsmål at besvare til fulde, men jeg har listet nogle områder, der i den grad kan øge oplevelsen.
- Udnyttelse af skærmpladsen
- Overskuelig og enkel i benyttelse
- Nemt og enkelt købs- og betalingsforløb
- Mange store produktbilleder
- Tydelig call to action
- Tydelig indikation af en handling
- Webdesign der underbygge indholdet
Nutidens mange muligheder betyder ikke, at vi ændrer på de sædvanlige konventioner. Det betyder blot, at vi kan øge oplevelsen. Udnyttelse af skærmenpladsen betyder ikke, at dem med en lille skærm pludselig kommer i problemer – det har vi selvfølgelig taget højde for.
Nutidens muligheder betyder ikke et boom i features, så brugerne bliver tildækket i ubrugbare widgets, informationer og andet gøgl. Nutidens features befinder sig under kølerhjelmen – uden for brugernes synsvinkel – men arbejder stadigvæk for deres samlede oplevelse.
Keep it simple stupid!
Hvem formår at flytte grænserne?
Det har været svært at grave danske eksempler frem på webshops, der virkelig flytter barrieren. Faktisk synes jeg ikke, at vi – herhjemme i Danmark – formår at løfte opgaven, men det skyldes højest sandsynligt en række af de punkter, jeg nævnte tidligere.
Nedenfor har jeg præsenteret 3 danske og 3 udenlandske webshops. De danske har nogle af de ting, jeg efterspørger i en moderne webshop. Eksempelvis overskuelighed og et nemt tjekudforløb. Ingen af de danske webshops, jeg har kunne finde, formår at udnytte skærmpladsen – desværre!
3 danske webshops
- Miinto – Your favorite fashion shop
Miinto giver et hædeligt overblik, og giver brugeren flere informtioner om de enkelte varer uden at klikke. - Dukali – Vi kender jo din smag
Super enkel og overskuelig samt en meget nem betaling igennem Paypal. Samtidig meget tydelig call to action på de enkelte produkter. - Bestseller – Jack&Jones, Name It, Vero Moda, Only og Vila
Fornuftige filtreringsmuligheder på de forskellige produktvisninger. Endnu bedre er interaktionen med kurven, når varer tilføjes, men bedst af alt er tjekudforløbet. Forløbet er simpelt og samtidig ikke fordelt over mange besværlige trin.
3 udenlandske webshops
- Cow&Co – Online Superstore Magnifique
God udnyttelse af skærmpladsen, hvor man dog kunne være foruden effekterne, når browservinduet laves større eller mindre. Tydelig kurv og interaktion hermed. - Chicago L-Shirts
Rigtig god udnyttelse af skærmpladsen til visning af produkterne. - Sassy Duck
Endnu et godt eksempel på udnyttelsen af skærmpladsen uden at gå på kompromi. Selv i 1024×768 er call to action på de enkelte produkter synlige.
Hvem formår ikke at flytte grænserne?
Lad mig for god ordens skyld og medtage 3 webshops, der bibeholder status quo. Webshops hvor overblikket falmer. Webshops hvor tydelig call to action er en mangelvare.
- Fleggard – Lige over grænsen
Til trods for at være ganske ny, virker shoppen uoverskuelig og kompakt. Call to action på produkterne er svære at gennemskue ved første øjekast. Samtidig er der dårlig interaktion bruger og kurv i mellem. - FONA netbutik
Uden tvivl det værste eksempel. Meget rodet og ekstrem dårlig call to action. Webshoppen gør virkelig sit bedste for at spænde ben for brugeren ved enhver lejlighed. Får du lyst til at handle hos Fona? Nej vel! - OnlineParfume
Måske er parfumerne “billige”, men webshoppen er klemt og rodet. Det kan være svært at overskue, hvorfra jeg skal komme videre. Ikke engang søgefeltet fremstår tydeligt. Søgefeltet er ellers ofte den sidste udvej, hvis andet fejler.
Overnævnte er dog ikke jordens værste eksempler, men det er heller ikke pointen. Pointen er webshops, der ikke giver brugerne den absolut bedste oplevelse, men hellere end gerne spænder ben for dem fremfor at hjælpe dem.
Den kære læser må meget gerne byde ind med flere eller langt bedre eksempler.
Konklusion
Vi lever nu på den anden side af 2010 og mulighederne er store. Hvorfor ikke øge oplevelsen for vores besøgende? Hvorfor skal det blot være den samme sædvanlige kasse, der virker rodet og sammenpresset? Hvorfor skal der være fokus på alt muligt andet end produkterne? Jeg er kommet for at kigge på produkter. Så lad mig dog kigge uforstyret og problemfrit.
Formålet må være at sælge noget? Hvorfor gør vi så alt i vores magt for det modsatte? Det gør vi selvfølgelig ikke, men jeg elsker at overdrive.
Jeg ved, vi kan gøre det bedre, så lad os gøre det!
Hvad med dig kære læser, frustreres du over den gennemsnitlige kvalitet i de danske webshops? Måske du er af en anden opfattelse end undertegnet? Uanset hvad, så er din kommentar meget velkommen. Lad mig høre, om jeg har skudt bolden over målet?
Skriv en kommentar





